En tidligere kollega var altid meget positiv og gik aldrig med på sladder eller på at bagtale en kollega. Tværtimod stillede han altid undrende spørgsmål i en positiv retning.

Jeg spurgte ham engang, hvordan han kunne være så positiv.

Han svarede, at det var et aktivt valg, han havde taget. Hver morgen kiggede han sig selv i øjnene og sagde, at i dag bliver en fantastisk dag — med en bevidsthed om, at mange ville forsøge at trække ham i en anden retning, men at han ikke ville lade sig påvirke af det.

Det er den samme bevidsthed, jeg arbejder med i mine samtaler: at lægge mærke til de valg, vi tager, og hvordan de får os til at have det.